Lige siden den 31. januar 2020, hvor Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland udtrådte af EU, har britiske statsborgere fortsat kunne opholde sig i Danmark i medfør af EU-reglerne om fri bevægelighed. Dette gælder ikke længere, idet overgangsperioden i henhold til Udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og de øvrige EU-medlemsstater udløb den 31. december 2020.
Hvad betyder det for de herboende britiske statsborgere og deres familiemedlemmer, og hvad skal der til for at bevare sine opholdsrettigheder og fortsætte med det liv, som man hidtil har etableret her i Danmark?
Dette vil jeg gerne belyse lidt nærmere, idet jeg får flere og flere henvendelser om samme aktuelle spørgsmål.
I november og december 2020 udsendte Styrelsen for International Rekruttering og Integration breve ud til de herboende britiske statsborgere samt til familiemedlemmer til herboende britiske statsborgere, at de i løbet af 2021 skal søge om et nyt opholdskort som bevis for deres nye opholdsstatus i Danmark som følge af BREXIT. Med andre ord vil britiske statsborgere, der i dag bor i Danmark, kunne bevare stort set alle deres rettigheder, som de hidtil har været vant til efter EU-reglerne.
Med det nye opholdskort bevares retten til fortsat at bo i Danmark på samme vilkår som EU-borgere. Det kan tænkes, at det muligvis virker lidt fremmedgørende for de britiske statsborgere - der indtil nu har været vant til at leve under nøjagtig de samme vilkår som os danske statsborgere nyder - pludselig at skulle tænke i baner om at sende en officiel ansøgning til myndighederne for at få ret til at opholde sig i Danmark, som fortsat er et EU-land.
Ikke desto mindre betyder BREXIT for de britiske statsborgere, som ikke havde lovligt ophold i Danmark, og som ikke udøvede deres ret til fri bevægelighed inden den 31. december 2020, at de skal ansøge om at få en opholdstilladelse som tredjelandsstatsborgere - efter udlændingelovens regler - hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) eller hos Udlændingestyrelsen, hvis de ønsker at tage ophold i Danmark efter den 31. december 2020.
Opholdsgrundlaget – på hvilken baggrund skal man søge?
De krav, der stilles til dokumentation ved indgivelse af ansøgning om et nyt opholdsdokument, svarer til de krav, der følger af reglerne om fri bevægelighed efter EU-retten – dvs. at man skal kunne bevise, at 1) man har ret til ophold i Danmark som f.eks. arbejdstager, studerende, person med tilstrækkelige midler mv. samt kunne bevise, at 2) man har taget ophold i Danmark inden udløbet af overgangsperioden den 31. december 2020.
Der findes således flere forskellige muligheder for at søge om et opholdskort, hvorfor det er vigtigt at sætte sig ind i betingelserne, der fremgår af Udtrædelsesaftalen, hvis man ønsker at blive boende i Danmark som enten arbejdstager, studerende, grænsegænger eller selvstændig erhvervsdrivende, eller hvis man blot er en person med tilstrækkelige midler, som kan forsørge sig selv, f.eks. hvis man er pensionist. Der gælder tillige særlige regler, hvis man som herboende britisk statsborger modtager offentlige ydelser fra den danske stat, f.eks. kontanthjælp, idet der er krav om, at man skal kunne forsørge sig selv og sin herboende familie. Hvis man bliver forsørget af et familiemedlem, kæreste eller lignende, kan man efter Udtrædelsesaftalen ligeledes søge om opholdsdokument som en person med tilstrækkelige midler. Det er i dette tilfælde ens forsørger, der skal kunne dokumentere at råde over midler til at kunne forsørge både sig selv, ansøgeren samt eventuelle børn eller andre, som forsørgeren måtte have en forsørgelsespligt over.
Britiske arbejdstagere kan søge om et nyt opholdskort
Har man et lønnet arbejde i Danmark, kan man f.eks. søge om nyt opholdskort på baggrund heraf. Forudsat at man opfylder samtlige betingelser om blandt andet krav om at udføre et faktisk og reelt arbejde her i landet, udstedes der et midlertidigt opholdskort, der gælder i en periode på 5 år. Grænsegængere, der arbejdede i Danmark før den 31. december 2020 uden at bo her i landet, skal på samme måde søge om et grænsegænger-opholdskort, der gælder i 5 år.
Permanent opholdstilladelse – ret til tidsubegrænset ophold i Danmark
Hvis man som herboende britisk statsborger allerede har opnået ret til permanent (tidsubegrænset) ophold i Danmark enten efter EU-reglerne eller de danske regler, skal der stadig søges om et nyt opholdsdokument, der giver ret til permanent ophold efter Udtrædelsesaftalen. Det hidtidigt gældende permanente opholdskort bliver blot byttet ud med et nyt opholdskort om permanent ophold i Danmark.
Først efter 5 års ophold i Danmark kan britiske statsborgere søge om en permanent (det vil sige tidsubegrænset) opholdstilladelse. Først herefter lempes der for kravene til opholdsgrundlaget, hvilket medfører, at herboende britiske statsborgere ikke mister deres opholdsret i Danmark, hvis de f.eks. ophører med at arbejde, studere, drive selvstændig virksomhed med mere. Det er vigtigt at hæfte sig ved, at retten til permanent ophold i Danmark dog kan risikere at bortfalde, hvis man f.eks. rejser ud af landet i mere end 5 år.
Ansøgningstidspunktet – hvornår kan der søges?
Man kan ansøge om et nyt opholdsdokument i henhold til Udtrædelsesaftalen fra den 1. januar 2021, og ansøgningen skal indgives senest den 31. december 2021 hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). SIRI har lagt en plan for modtagelsen af ansøgninger for at kunne efterkomme et 2 måneders sagsbehandlingsmål. Det er ifølge SIRI´s opfordring ens fødselsår, der afgør, hvornår en selv og eventuelt ens familiemedlemmer bør indgive ansøgning om ny opholdsstatus i løbet af 2021. Der opkræves ikke gebyrer i forbindelse med ansøgningen.
Lige så mange forskellige scenarier af tilfælde, hvor ens liv måske har udviklet sig i forskellige retninger, siden man først flyttede til Danmark, lige så mange forskellige muligheder, spørgsmål og svar findes der for, hvad der lige præcis gælder for den enkelte herboende britiske statsborgers eller dennes familiemedlemmers situation.
Derfor er det vigtigt at rådføre sig med enten myndighederne eller en udlændinge- og EU-retlig sagkyndig juridisk rådgiver, der kan vejlede dig igennem hele ansøgnings-processen, så man ikke ansøger forgæves med risiko for at få et afslag, fordi der enten er ansøgt om et nyt opholdskort på et forkert grundlag, eller at betingelserne slet ikke er opfyldt.
Har du nogen spørgsmål til BREXIT?
Du er velkommen til at kontakte mig ved eventuelle spørgsmål via mail til kontakt@legalmasteradvisor.com eller via telefon +45 53 89 53 10 eller sende din forespørgsel via kontaktformularen på www.LegalMasterAdvisor.com. kontakt@legalmasteradvisor.com or by phone +45 53 89 53 10 or send me your request via the contact form on www.LegalMasterAdvisor.com.
Du kan downloade bekendtgørelse om gennemførelse af visse bestemmelser i Udtrædelsesaftalen mellem Det Forenede Kongerige og EU for så vidt angår retten ti lindrejse, ophold og arbejde i Danmark her (BEK nr. 1700 af 23/11/2020)::
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1700